Teambuilding er spild af penge!?

“Stop Wasting Money On Team Building”. Det er den provokerende overskrift på en tidsskriftsartikel, som for nylig var at finde i Harvard Business Review. Forfatteren er CEO of Corporate Collaboration Resources ved Mars-koncernen, Carlos Valdes-Dapena, som i artiklen præsenterer resultaterne af et målrettet arbejde med at optimere teameffektivitet i Mars.

 

Forsimplet forståelse af teambuilding

Forfatterens påstand hænger dog sammen med hans forsimplede og klichéfyldte forståelse af teambuilding, som i udgangspunktet begrænser sig til f.eks. bowlingaftner og klatring. Sådanne events har også sin berettigelse – det kan f.eks. styrke relationerne mellem medarbejderne og dermed øge arbejdsglæden at gøre noget sammen i uformelle rammer. Men at de ikke nødvendigvis styrker det faglige samarbejde og resulterer i forbedrede resultater på arbejdspladsen kan næppe synes overraskende for nogen, selv om forfatteren forsøger at få det til at fremstå som en banebrydende opdagelse.

Det helt centrale at have for øje for at vurdere værdien af teambuilding er derfor formålet. Er formålet med teambuilding at skabe resultater, som kan mærkes på bundlinjen, er bowling måske ikke vejen dertil. Ud over at være skarp på formålet handler det også om, hvorvidt aktiviteterne står alene. Klatring kan, som én af kommentarerne til artiklen fremhæver, i princippet godt indgå som en del af et velsammensat forløb med fokus på udvikling, hvis aktiviteten bruges til at illustrere problemløsning og demonstrere lederskab.

 

Revolutionen udebliver

Læser man artiklen, bliver det hurtigt klart, at overskriften mest af alt fungerer som click bait, der skal få folk til at læse om Mars’ eget udviklingsprogram, der fremstilles som den gyldne vej til velsmurt samarbejde og økonomisk vækst. Et program som for øvrigt har op til flere paralleller med eksisterende udviklingsværktøjer og derfor ikke er så revolutionerende, som forfatteren gerne vil have det til at fremstå. Således er artiklen gennemsyret af begreber som trust, commitment, accountability og results, som f.eks. betegner 4 ud af 5 trin i The Five Behaviors of a Cohesive Team.

 

Tillid som udbytte eller fundament?

Imidlertid har forfatteren gjort sig en interessant observation i forbindelse med udviklingsprocessen. Han skriver, at kvalitetssamarbejde ikke starter med relationer og tillid, men med fokus på individuel motivation. Dette skal dog ses i lyset af, at de givne medarbejdere hos Mars har en tydelig præference for at være handlingsorienterede og resultatfokuserede. For denne forholdsvis homogene gruppe medarbejdere, som derfor også finder det meningsløst at diskutere deres personprofiler, kan det muligvis give mening at starte et andet sted.

Men for en heterogen gruppe som skal optimere samarbejdet, er det afgørende, at der først skabes en tillidskultur, hvor man anerkender og forstår hinandens forskelligheder – svagheder såvel som styrker – for derefter at kunne spille hinanden gode og få det optimale ud af hinandens kompetencer. For at kunne performe og skabe resultater både som individ og team må man altså tage afsæt i den aktuelle sammensætning af teammedlemmer – og derfor kan man ikke affærdige betydningen af tillid, som af samme årsag danner basen i The Five Behviors of a Cohesive Team.

 

Hav formålet for øje

På trods af at forfatteren kun vil anerkende relationer og tillid som et positivt udbytte af dedikeret og produktivt samarbejde, viser det sig, at udgangspunktet for at begynde udviklingen i Mars faktisk var opbygning af tillid, som bliver påpeget i en kommentar: ”it sounds like you created an environment where it forced them to think and begin to trust each other in order to solve the problem/question you were asking. You created a different team building experience – but it was still tembuilding.”

Disse afsluttende ord minder os om, at vi ikke skal smide teambuilding ud med badevandet, før vi har forholdt os til 1) Hvad er formålet med teambuilding? og 2) Hvilken type teambuilding (i ordets bredeste forstand) er egnet hertil?

Simon Rønlev

CEO | Partner

28 24 55 26

Object reference not set to an instance of an object.